Lidt af et KINDERÆG at flytte til Norge.

Ja, egentlig husker jeg ikke helt hvordan det er, det der med kinderægget. Ud over at det er noget med noget godt og noget med en overraskelse.....

Derfor kom jeg til at tænke på det, som en sammenligning med vores flytning til Norge.

Det har været super godt på mange måder:

Vi fandt ret hurtigt et rigtig godt sted at bo, som helt bestemt levede op til de forventninger som vi havde. Det har efterfølgende vist sig, at være nogle helt utrolige udlejere, altså på den gode måde. De har været til stor hjælp med mange ting. 

For det første skulle de ikke have nogen depositum. De ville hellere stole på os, som de sagde. At stole på os, det kommer ikke til at blive noget problem, men det kunne de jo ikke vide. 

Så kom vi til at sige til udlejerne, at vi manglede en bil. Så sagde de; Jamen de havde da en stående i garagen ved vores hus og den kunne vi da godt købe? Hvor fint sagde vi så, men at vi ikke havde så mange penge lige nu. Derfor måtte vi lige vente, til vi var blevet registreret heroppe, så vi kunne komme i banken og låne penge til bilen. HØR HOVSA sagde den flinke norske udlejer så; I behøver da ikke gå i banken og låne pengene, så skal I jo bare betale dem renter! Jaeh, det gør man jo normalt sagde jeg. (godt nok siger min mor, at hun da aldrig har fået nogle renter, af de penge hun låner os, så det er nok bare sådan vi låner penge). Men nordmanden sagde så; at vi kunne jo bare betale nordmanden og hans kone, når vi havde pengene, eller løbende over nogen år, hvis vi ville det?

HVAD ER DET LIGE FOR NOGLE MENNESKER VI ER LØBET IND I?

Det kunne vi bestemt ikke sige nej til, så derfor har vi nu købt deres Røde Lyn og tilmed fået garagen med, som bilen stod i. De norske udlejere er selv for flere år siden flyttet til Kreta, for at nye livet i varmen, for alle deres oliepenge. Huset har de for, hvis de en dag ønsker at komme tilbage til Norge. Ja og bilen, den havde de bare ikke lige fået solgt endnu.
Så der stod i garagen en RØD Toyota Yaris Verso fra 2006 som havde kørt 18000 km. At den så ligner en Postmand Per bil, bare uden elruder, ja det må man jo venne sig til. Det bedste er, at den er på gule plader (grønne i Norge). Det har jeg altid ønsket mig, så jeg kan have min egen flyttebil, til når jeg skal på loppemarkeder......og det skal jeg meget.

At det så tog 5 ture på mototkontoret for at få fat i pladerne, ja det må jo så være en af overraskelserne. Tænk at det skulle være så svært for en indvandrer at få registreret en bil. 

En anden overraskelse det var vores jobaftaler......øv. Det var ikke godt. Vi havde lavet aftaler med et firma som formidler job, og de havde lovet os guld og grønne skove. Guld var for dem lig med, et vikariat på 6 mdr til mig og vikar for Konen. Den havde de vist ikke lige fattet, på samme måde som os.
Så Konen sagde op efter to dage og fandt selv et andet job, som pædagogisk leder i en børnehave i løbet af den samme eftermiddag. Jeg blev i mit job i 14 dage og så var vi blevet uenige om for mange ting, så jeg søgte også andet. 

Hvordan firmaet ikke kunne finde ordentlige jobs til os, er lidt af en gåde. Jeg fik to job tilbudt på få dage, og måtte efterfølgende sige nej tak til flere samtaler. Så i dag er jeg pædagogisk leder i en MONSTER børnehave med 220 børn. (Pædagogisk leder svarer til afdelingsleder i DK.)

Specielt det med jobbene har været meget hårdt, men vi er ikke sådan til at slå ud, og accepteret ikke noget nej nogen steder. Vi finder nye veje og nye muligheder i stedet, så vi vil altid overleve og når man så møder, sådan nogle engle, som vores udlejere, ja så hjælper det jo også altid på humøret.

(Hermed ikke sagt at der ikke er grædt nogle tårer, for det er der).

Nu lader det til at det begynder at rulle lidt bedre på skinnerne, og vi kan læne os lidt tilbage og nyde vores KINDERÆG.

Naturen er uendelig smuk heroppe og nu efter vi har fået det Røde Lyn, så skal vi rigtig ud og se på den.

Fik jeg forøvrigt lige sagt, at jeg har pimpet bilen, med et lyslilla betræk til rattet......så nu er der ikke et øje tørt. Og heller ikke nogle kolde fingre, her imod det kolde nord.

-Det Røde Lyn foran vores slot...

Status efter 2 uger i Stavanger / Norge.

Jeg har prøvet at være på arbejde kun iført uldundertøj og det føltes ikke mærkeligt.
(Mine bukser blev lidt for våde efter en tur....så af med dem. Godt jeg havde de lange hylere indenunder ;-).

Jeg har kørt i flere rundkørsler på en ugen, end på noget andet tidspunkt i mit liv.

Jeg har lært at højre vigepligt betyder, at du faktisk holder tilbage, for dem der kommer fra højre.

Jeg har lært at man holder for fodgængere, hvis de ser ud som om, de overvejer at gå over et forgængerfelt, inden for de næste 10 min.

Jeg har ikke på noget tidspunkt kørt over 70 km i timen. Heller ikke på motervej, for der er altid kø. Forøvrigt må man kun kører 90 km i timen på mototvej, her i Stavanger.

Jeg har endnu ikke handlet madvarer uden at komme af med mindre end 500,- kr.

Jeg kan finde i IKEA uden at bruge GPS.

Jeg har bestemt mere i institutionen, end jeg har gjort i hele min karriere som pædagog i Danmark.

Jeg er lykkedes i at forhandle både stilling og løn, for 1. gang i mit liv.

Jeg har allerede ødelagt, et sæt støddæmpere pga 1000 milioner vejbump på 100 M.

Jeg har lært at man ikke spørger om det kommer til at regne i dag, men om hvor meget det kommer til at regne.
(Det regner så meget at selv Konen nu vil have et regnsæt. Hun har aldrig ejer et sæt, så det er meget)

Jeg synes ikke længere det er billigt at spise i IKEA.....tvært imod.
(Og her snakker vi endda uden dessert)

Jeg har lært at det ikke er smart, at sige til sine nye kollegaer, at det er rart at arbejde sammen med dem.
-----------
Billederne er fra dagens tur til hundeskoven, med den smukkeste udsigt.
-----------

Husk at lægge en kommentar og vær med i denne måneds lodtrækning, som er en hest...

Norway here we come / Part 2 "En god ide"

"En god ide"

Er det en god ide at flytte til Norge?

Det kan der ganske enkelt svares til: Det ved jeg ikke endnu…

Sådan er det jo, vi ved det som oftest ikke, før vi har prøvet det, og det er nærmest lige meget hvad det er. Derfor er det også svært at svare på. Selfølgelig er der nogle ting som kunne pege hen imod at det kunne være en god ide, og det handler jo også om, om man har lyst til at prøve, om det kunne være en gode ide.

Jeg har lyst til at prøve det af og jeg har lyst til at få det til at blive en god ide. Jeg er jo selv en kæmpe stor faktor, i forhold til om det bliver godt. 

Mange har sagt og skrevet at de beundrer at vi tør og at vi gør det. At de synes det er vildt, at vi sælger alle vores ting og bryder op. Jeg har ingen kvaler ift alt det materielle, vi finde bare nogle ny loppefund og ja så har vi altså stadig ca. 10 flyttekasser og ti sække som er vores ….

Det store spørgsmål er dem der bliver tilbage. De Tre Stjerne, i form af 3 dejlige børn. Det har været det svære, og det som jeg ikke lige har snakket så meget om, og derfor er der nok hellerikke så mange af jer der kender til den problematik…..og det er en problematik, men problemer kan løses.

Den 1. stjerne er Amalie. Amalie er 20 år og bor i Aarhus og der har hun sit studie og sin dagligdag.

Den 2. stjerne er Adam. Adam er 18 år bor hos sin far og går på gymnasiet.

Den 3. stjerne er William. William er 14 år og bor også hos sin far og går i folkeskole.

William har indtil for nyligt boet hos os hver anden uge. Det har været dejligt og bla givet en anledning til, at vi har boet i Aalborg. For et halvt år siden, besluttede William sig til, at han kun ville være hos os hver 2. weekend. Det er svært når børn beslutter sådan, men for mig har det altid været vigtigst at børnene har været glad, for det de har valgt, og ikke om de har valgt mig. Derfor skulle jeg lige synke, men ellers var det ok med mig, og jeg støtter ham i hans valg. Jeg synes faktisk også at det der med fælles bopæl, det er kun for forældrenes skyld og ikke for børnene, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på her.

Nu faldt bindingen til Aalborg (ud over resten af min familie ;-). Og Konen og jeg tænkte at nu kunne vi prøve noget nyt. Først tænkte vi GRØNLAND, ja tænker man ikke altid lidt vildt først. Men der besluttede vi os hurtigt til, at det skulle ikke have vores 1. priotet. Der er kulturelt alt for langt imellem Danmark og Grønland, og det var ikke det vi ville beskæftige os med.  Wupti wupti, så søgte et vikarfirma pædagoger til Norge, og så gik det hele slag i slag og snart er vi der, hvor vores nye eventyr skal begynde.

Men det er børnene jo ikke……snøft (ja der er grædt mange gange, men jeg vil alligevel prøve det af). Vi lever jo i en tid, hvor vi er online "all the time" og det tager ikke ret lang tid at rejse til sydnorge og jeg vil gerne lære børnene at det er ok, både at tage chancer og at gøre noget som flertallet måske ikke lige ville have valgt. Jeg går ud fra tanken om, at det er vigtig at man prøver ikke at begrænse folk, det gælder både mig selv og andre.

Og derfor ved jeg altså bla ikke om det er en god ide. Men alt skal prøves EN gang, ellers finder man ikke ud af det, og det er det jeg har tænkt mig at gøre, så jeg en dag kan svare på om det var en god ide….

Jeg har ikke nogle billeder af dem samlet, hvor de ser ud som de gør idag, så det må blive til lidt ældre billeder af os.
------
1. Billede er fra en tur i tivolifriheden en sommer for efter hånden mange år siden. Vi fejrede William og Tanyas fødselsdag. En dejlig dag og som altid var der plads til lidt sjov og ballade.

2. Billedet er fra en spændende ferie i Berlin. 

3. billede er fra en sommerferie hos Konens familie i Aalsgaarde. Børnene griner og har det sjovt, mens jeg synes jeg ser smart ud <3

Norway here we come / Part 1. "Hvorfor"

Hvis det her bliver for kedeligt at læse, og du bedst læser i billeder, kan jeg lige lokke lidt med flotte billeder i bunden. Hver sine lyster.

--------
SÅ blev beslutningen taget. Ja, det er jo faktisk lidt tid siden efterhånden, men nu er den ude, andre steder end kun i min lille hjerne.

Vi skal prøve noget nyt…..og det skal være NORGE. Ja, det skal nærmere bestemt være STAVANGER.

Hvorfor, og er det nu også en god ide?

Hvorfor, er ret nemt:

Hvor er det vi er på vej hen i Danmark…

Her snakker jeg ikke kun om det at være pædagog i Danmark, men jeg synes desværre at rigtig meget går den forkerte vej. Uden at være alt for negativ, vil jeg holde mig til kun at gå ind i problemstillingen omkring det at være pædagog i Danmark.

Vi pædagoger er efterhånden så få i institutionerne, at der ikke er tid til andet end, at hjælpe af og i tøj, hente madpakker til frokosten og smide nogle perleplader ud på et bord, så vi kan komme igang med at feje, tømme opvaskemaskine, tømme skraldespand, bestille mælk, sætte stole op, tjekke børn ind og ud og du kan sikker selv forestille dig flere ting…….ja, måske bare alle de der ting, som vi faktisk IKKE er uddannet til.

Jeg savner at være pædagogisk. Jeg savner tid og mulighed for at være nærværende med børnene. Jeg savner at lave aktiviteter med børnene. Aktiviteter hvor man ikke er nødt til, at have 15 børn med og kun EN voksen, aktiviteter hvor man igen kan være nærværende og har tid til at tænke og handle det bedste man har lært……altså det som jeg er uddannet til.

I Norge har man næsten dobbelt normering ift Danmark, man prioterere kurser og efteruddannelser og tid og nærvær er i højsædet.

Ja, og en anden god ting er, at man også får løn for det og ikke kun almisser.

Ja, nu sagde jeg jo at jeg ikke ville være negativ. Men hvis det er derhen vi vil med de danske institutioner………ja, så vil jeg ikke være med længere. Jeg vil ikke være det bekendt, hverken over for mig selv eller børnene……så jeg flygter mens det stadig er muligt.

I Norge er pædagoger hjertelig velkomne, så det tog ikke mange minutter, at få flere stillinger tilbudt. Så var det jo bare at vælge. Vi valgte, og nu er møllen så igang og jeg er træt.

Jeg er træt fordi jeg måske havde undervurderet hvor meget der skal "klappe" for at få sådan et projekt til at lykkedes. Heldigvis har jeg Konen til at ordne ALT med papirer, det letter jo. Det har ikke stået på særlig længe, så derfor har vi måtte arbejde hurtigt og vi er jo også næste i HUS. Vi har fx næsten solgt det meste af hvad vi ejer. Sofaen bliver hentet dagen før vi rejser og vores senge bliver hentet, når vi har rejst os for sidste gang, inden afrejsen. Vi har ca. 10 flyttekasser og 10 sække plus en støvsuger og en cykel som skal med. Det er mærkeligt at sælge alt, men også befriende at man tør gøre det. Vi er ikke knyttet særlig meget til vores ting. Ja, det er jo løgn i min hals, for vores Macbook og Imac og vores smartphones dem skal vi jo selvfølgelig have med og også i håndbagagen :-)

ALLE vores dyr er klar, de er tjekket og chippet og alle deres papirer er i orden, så de skal nok komme med.

Man lader altid nogen tilbage, familien jo, men heldigvis er der ikke langt til Stavanger. Ja, faktisk er der jo nærmest ikke længere end der er til Ålsgårde, hvor Konens familie bor og dem ser vi da stadigvæk, selvom vi bor i det mørke Jylland (tro de ;-).

Pause……

5 L maling senere og et helt album med julesage af Anne Linnet.

Jeg kan jo ikke bare sidde og skrive, som I jo nok kan forstå på det hele, så har vi lidt travlt. Så et værelse mindre nu at male.

Egentlig vil jeg stoppe part 1. her. Jeg kommer senere med en del mere, som må handle om, om det nu også er en god ide og nogle andre ting, som jeg ikke lige har udtænkt endnu..

Jeg vil stoppe ved at skrige spørgsmålet ud:

Synes du vi kan være det her bekendt, at vi i Danmark ikke prioterere børnene institutionsliv højere end vi gør?

-------------

Der ligger noget lidt uden for Stavanger som hedder prædikestolen. Det er en klippe som ligge 400m over havet og klipper går lodret ned.

Vi skal bo 5 min gang herfra, det kan godt ende med at blive dyrt...

Den gamle bydel i Stavanger.

Stavanger ligge i syd/vest Norge. Norge ligger nord for Danmark.

Hvis man kan flytte sofaen 4 meter, kan man så også flytte sofaen 400 km...

Jeg flyttede om i stuen i går. Måske var det skørt, men jeg ville se om vi kunne venner os til, at sofaen ikke stod som den plejede.

Den skøre ide er kommet fordi, vi går i overvejelse om at flytte til Norge for at arbejde som pædagog.  Så bliver vi jo nødt til at kunne venne os til sofaen ikke står hvor den plejer.

Vi synes begge to at sofaen står rigtig fint, selv om det er 4 meter væk fra hvor den stod før. Så nu går tankerne videre med at overveje, om sofaen også kan flyttes 400 km væk.

Hvad tænker du, kunne du gøre det, eller har du gjort det?

----

Vi er begge uddannet pædagoger og de mangler pædagoger i Norge.

I Norge er der langt bedre normeringer i daginstitutioner end i Danmark og lønnen er langt bedre.