Hvis det her bliver for kedeligt at læse, og du bedst læser i billeder, kan jeg lige lokke lidt med flotte billeder i bunden. Hver sine lyster.
--------

SÅ blev beslutningen taget. Ja, det er jo faktisk lidt tid siden efterhånden, men nu er den ude, andre steder end kun i min lille hjerne.
Vi skal prøve noget nyt…..og det skal være NORGE. Ja, det skal nærmere bestemt være STAVANGER.
Hvorfor, og er det nu også en god ide?
Hvorfor, er ret nemt:
Hvor er det vi er på vej hen i Danmark…
Her snakker jeg ikke kun om det at være pædagog i Danmark, men jeg synes desværre at rigtig meget går den forkerte vej. Uden at være alt for negativ, vil jeg holde mig til kun at gå ind i problemstillingen omkring det at være pædagog i Danmark.
Vi pædagoger er efterhånden så få i institutionerne, at der ikke er tid til andet end, at hjælpe af og i tøj, hente madpakker til frokosten og smide nogle perleplader ud på et bord, så vi kan komme igang med at feje, tømme opvaskemaskine, tømme skraldespand, bestille mælk, sætte stole op, tjekke børn ind og ud og du kan sikker selv forestille dig flere ting…….ja, måske bare alle de der ting, som vi faktisk IKKE er uddannet til.
Jeg savner at være pædagogisk. Jeg savner tid og mulighed for at være nærværende med børnene. Jeg savner at lave aktiviteter med børnene. Aktiviteter hvor man ikke er nødt til, at have 15 børn med og kun EN voksen, aktiviteter hvor man igen kan være nærværende og har tid til at tænke og handle det bedste man har lært……altså det som jeg er uddannet til.
I Norge har man næsten dobbelt normering ift Danmark, man prioterere kurser og efteruddannelser og tid og nærvær er i højsædet.
Ja, og en anden god ting er, at man også får løn for det og ikke kun almisser.
Ja, nu sagde jeg jo at jeg ikke ville være negativ. Men hvis det er derhen vi vil med de danske institutioner………ja, så vil jeg ikke være med længere. Jeg vil ikke være det bekendt, hverken over for mig selv eller børnene……så jeg flygter mens det stadig er muligt.
I Norge er pædagoger hjertelig velkomne, så det tog ikke mange minutter, at få flere stillinger tilbudt. Så var det jo bare at vælge. Vi valgte, og nu er møllen så igang og jeg er træt.
Jeg er træt fordi jeg måske havde undervurderet hvor meget der skal "klappe" for at få sådan et projekt til at lykkedes. Heldigvis har jeg Konen til at ordne ALT med papirer, det letter jo. Det har ikke stået på særlig længe, så derfor har vi måtte arbejde hurtigt og vi er jo også næste i HUS. Vi har fx næsten solgt det meste af hvad vi ejer. Sofaen bliver hentet dagen før vi rejser og vores senge bliver hentet, når vi har rejst os for sidste gang, inden afrejsen. Vi har ca. 10 flyttekasser og 10 sække plus en støvsuger og en cykel som skal med. Det er mærkeligt at sælge alt, men også befriende at man tør gøre det. Vi er ikke knyttet særlig meget til vores ting. Ja, det er jo løgn i min hals, for vores Macbook og Imac og vores smartphones dem skal vi jo selvfølgelig have med og også i håndbagagen :-)
ALLE vores dyr er klar, de er tjekket og chippet og alle deres papirer er i orden, så de skal nok komme med.
Man lader altid nogen tilbage, familien jo, men heldigvis er der ikke langt til Stavanger. Ja, faktisk er der jo nærmest ikke længere end der er til Ålsgårde, hvor Konens familie bor og dem ser vi da stadigvæk, selvom vi bor i det mørke Jylland (tro de ;-).
Pause……
5 L maling senere og et helt album med julesage af Anne Linnet.
Jeg kan jo ikke bare sidde og skrive, som I jo nok kan forstå på det hele, så har vi lidt travlt. Så et værelse mindre nu at male.
Egentlig vil jeg stoppe part 1. her. Jeg kommer senere med en del mere, som må handle om, om det nu også er en god ide og nogle andre ting, som jeg ikke lige har udtænkt endnu..
Jeg vil stoppe ved at skrige spørgsmålet ud:
Synes du vi kan være det her bekendt, at vi i Danmark ikke prioterere børnene institutionsliv højere end vi gør?
-------------
Der ligger noget lidt uden for Stavanger som hedder prædikestolen. Det er en klippe som ligge 400m over havet og klipper går lodret ned.
Vi skal bo 5 min gang herfra, det kan godt ende med at blive dyrt...
Den gamle bydel i Stavanger.
Stavanger ligge i syd/vest Norge. Norge ligger nord for Danmark.